Feriecenter

Print
PDF
245 år gammel gård

Blushøjgård er en 245 år gammel firlænget gård med 50 tdr. land agerjord og skov - samt 1 km kyst med op til 30 meter høje skrænter direkte til Kattegat. Fra skrænterne er der en helt enestående udsigt til den nærliggende ø Hjelm, hvor kongemorderen Marsk Stig engang slog sine folder. På gården ligger også egnens højeste punkt Kalesbakken, hvorfra man kan øjne både Samsø, Nordfyn, Sejerø og Sjællands Odde.

Kysten

Blushøjgård Feriecenter råder over 1 km af Danmarks smukkeste kyst. Høje klinter giver stranden sit karakteristiske udseende. Og fiskevandet regnes for noget af landets bedste. Der er også muligheder for et hyggeligt bål i aftentimerne. Eller man kan gå en tur langs hele kysten. Peter Dolmens Høj er det højeste punkt på gårdens kyst, og derfra har man en fantastisk udsigt over Kattegat.

Økologisk landbrug

Gården drives økologisk uden brug af nogen form for giftstoffer. Vi producerer og sælger æg og økologisk oksekød.

Aktiviteter året rund

Der er aktiviteter på gården året rundt. Under den daglige runde hos dyrene kan børnene få lov til at fodre og samle æg hos hønsene. Her er udendørs legepladser med klatretræer og gyngestativer, boldbane, indendørs aktivitetsrum med bl.a. bordtennisbord og gynger, grillplads, mulighed for bål i æblehaven eller ved stranden, stor frugthave, godmodige bondegårdsdyr (ponyer, kvæg, geder, høns, hund, katte og kaniner), fiske-renserum, tørreplads og meget mere. Her er masser af plads, ro og frisk luft til alle. Klik her for at læse mere om aktivitetsmulighederne.

Lejligheder

Rundt om i længerne ligger 12 selvstændige lejligheder - alle med eget køkken og bad. I alt har vi soveplads til op til 66 personer. Klik her for at se lejlighedsbeskrivelser.

Velegnet til cykelferie

Blushøjgård ligger i et rigtigt godt cykelområde. Her er bløde bakker, mange hyggelige sving og storslået natur.
Hvad enten I er på rigtig cykelferie eller har cyklerne med på taget af bilen - så venter der her en flot oplevelse.
Cykler kan lejes i Ebeltoft eller på den nærliggende campingplads Elsegårde Camping.

Ponyridning på gården

Vi har et mindre antal hyggelige, omgængelige og ridevante ponyer, som lejes ud både til ridning og - for de mindste - trækketure.

Flotte strande

Inden for en radius af blot 4-5 km finder I mange flotte og meget forskellige strande. Der er lidt for enhver smag.